Portionsstørrelser er øget signifikant over de sidste 50 år og videnskabelige studier viser en klar sammenhæng mellem for store portioner og øget energiindtag, som kan føre til udvikling af overvægt og fedme. ’Ret portion’ arbejder for, at den enkelte og familier kommer til at spise og drikke de rette mængder med den rette frekvens og sammensætning for at sikre en sund og balanceret kost.
Målsætningen med projekt Ret portion er at bidrage til at standse stigningen i overvægt og forbedre folkesundheden. Det er en forebyggelsesindsats – ikke en national slankekur. Målet er, at flere danskere bevarer normalvægten, og at allerede overvægtige undgår yderligere vægtøgning. Fokus vil være på den mængde, vi spiser og drikker. At spise og drikke (lidt) mindre er et enkelt budskab og muligt at efterleve uanset alder, livsfase, socialgruppe eller kostmønster.
Samarbejdet indledtes blandt 15 organisationer i Måltidspartnerskabet ved at afholde et symposium i foråret 2018, hvor 13 inviterede professorer, direktører og andre meningsdannere gav deres bud på, hvorfor det er vigtigt, at vi bevarer normalvægten, og hvad Måltidspartnerskabet efter deres mening bør fokusere på for sammen at kunne skabe en forandring i befolkningen.