Nye anbefalinger, kritisk tænkning og Nøglehullet

26. april 2018

Hver måned giver Måltidspartnerskabet et overblik over nogle af de centrale mad- og måltidshistorier, som medierne har bragt. Nye anbefalinger om mad, måltider og sundhed har bl.a. fyldt en del i denne måned.

Nye anbefalinger til regeringen skal skabe forandring mod bedre madvaner

En af månedens helt store historier var offentliggørelsen af 10 anbefalinger fra Advisory Board for mad, måltider og sundhed. Siden efteråret har de 10 medlemmer af boardet og formand Lars Kolind arbejdet sammen for at komme med deres anbefalinger for, hvad der kan skabe forandring mod bedre
madvaner, der understøtter sundhed og livskvalitet gennem hele livet. Rapporten med alle anbefalingerne kan findes her.

På dagen for anbefalinger bragte Kristelig Dagblad en kronik fra Lars Kolind, Advisory Boardets formand, der pointerede:

“Det allervigtigste er dog, at vi erkender problemets omfang og kompleksitet. Vi er nødt til at erkende, at løsningen skal inddrage alle sider af samfundet.”

Læs hele kronikken her.

Flere nuancer og kritisk tænkning

I en af anbefalingerne nævnes det, at alle skal være mere kritiske, når de viderebringer information og viden om mad, måltider og sundhed. I programmet Detektor på DR2 bragte de tidligere på måneden et indslag, der netop handlede om manglen på kritisk tænkning fra journalister og redaktører, når det kommer til de mange artikler, der handler om mad og sundhed. Her fik de bl.a. Morten Grønbæk, direktør for Statens Institut for Folkesundhed, til at forklare, hvorfor man ikke bør stole på hver enkel nye forskningsartikel, der påstår at en enkelt fødevare er sund eller usund. Find programmet her.

For at styrke de unges kritiske sans i forhold til nyheder om mad og sundhed lancerer Videnskab.dk med støtte fra Nordea.fonden en ny youtube-kanal. Kanalen skal være med til at klæde særligt de unge på til at træffe veloplyste og sunde valg. Udover at producere videoer til youtube skal projektet også afholde netværksmøder, hvor medier og organisationer kan udveksle deres erfaringer med at lave videoindhold på YouTube. Læs mere om det nye initiativ her.

Arla har også været på banen for at få danskerne til at forholde sig mere kritisk til de mad og sundhedsmyter vi ofte præsenteres for. Med kampagnen ”Mælk uden mælk” sætter de fokus på debatten om sundhed. Med videoer og store reklamer i bybilledet er deres forhåbning, at “vi kan være med til at starte en samtale om, hvordan man egentlig navigerer i en verden, hvor der er flere modsatrettede råd om sundhed – og hvor fakta er under pres” (Arla). Læs om kampagnen her.

Nøglehullet får vokseværk

Siden 2009 har danskerne kunne kigge efter nøglehulsmærket, hvis de ville være sikre på at få det sundeste alternativ. Nøglehullet har indtil nu kunne bruges til færdigpakkede fødevarer, men fra april 2018  får bl.a. supermarkeder, tankstationer, hoteller og spisesteder mulighed for at sætte Nøglehulsmærket på ikke-færdigpakkede fødevarer.

Læs mere om de nye regler for Nøglehulsmærket her.

 

Der er lukket for nye kommentarer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Partnere i Måltidspartnerskabet